Medvandring i 200 år
Fejr jubiléet med at gå til fordel for Danmission.
At vandre sammen
To af Jesu disciple var på vej til Emmaus et stykke uden for Jerusalem. De var på vej for at fortælle, hvad der var sket. Undervejs får de følge af en fremmed, der vandrer sammen med dem resten af vejen. Da de når frem, byder de den fremmede til middag, og i dét han bryder brødet for dem, ser de, at det er Jesus, der har vandret med dem…
Siden oprettelsen af Det Danske Missionsselskab den 17. juni 1821 har Danmissions udsendte vandret sammen med kristne i mange dele af verden, symbolsk, men også helt konkret. Det er svært af forestille sig, hvor vanskeligt det har været for missionærer at komme ud til fjerne egne, for at berette om det kristne budskab. Alligevel er mennesker i 200 år fortrøstningsfuldt rejst ud i verden i Danmissions tjeneste.
I mellemtiden har engagerede mennesker i Danmark fulgt de udsendtes arbejde og ”gået med i ånden”. En symbolsk medvandring, der har givet sig udtryk i engagement som frivillige og økonomiske bidrag til arbejdet. Uden denne symbolske medvandring, havde det ikke været muligt for Danmission at fejre 200 års jubilæum. Den symbolske medvandring med Danmissions arbejde, er mindst lige så vigtig som de udsendtes arbejde. Vi hører gang på gang, hvor vigtigt det er for Danmissions partnere ude i verden, at der er mennesker i Danmark, der tænker på dem og beder for dem.
Det symbolske med vandring med Danmissions partnere, er et væsentligt element i Danmissions jubilæumsfejring. Vi har lavet fire medvandringsfoldere, der skal understøtte symbolske medvandringer for Danmissions arbejde rundt om i Danmark. Medvandringsfolderne beskriver Danmissions arbejde i meget korte træk, både historisk, men også med eksempler på, hvad Danmission arbejder med i dag. Inden vandringen starter, læses den midterste historiske del af folderen. Undervejs på vandringen, er det meningen, at I holder fire små pauser, hvor de små beskrivelser af Danmissions arbejde i dag læses op. Hver pause kan afsluttes med fælles bøn eller refleksion. Hensigten med vandringerne er at oplyse om Danmissions arbejde, styrke fællesskabet om Danmission arbejde og skabe rum for refleksion over, at Danmissions arbejde ude i verden stadig er nødvendigt.
Arrangér din egen medvandring
I syv enkle steps…
Du skal først vælge det land, som skal være tema for din medvandring. Der er lavet foldere til Tanzania, Mellemøsten, Cambodja og Myanmar.
Når du vælger ruten for din medvandring, er det vigtigt, at du tænker på målgruppe, rutens længde, hvor I skal gå og evt. forplejning undervejs.
Hvem er medvandringens målgruppe? Er det konfirmander, menigheden, ældreklubben i kirken, spejdere, småbørnsfamilier eller noget helt andet? Medvandringen skal gennemtænkes, så den passer til dem, der deltager.
Rutens længde skal afpasses i forhold til deltagerne. Medvandringen kan være meget kort eller meget lang afhængig af deltagerne. Det kan være en kort medvandring lige i nærheden af kirken efter en gudstjeneste, en længere tur på én – til to timer, hvor der er god tid til fællesskab og refleksion, eller måske en hel dags vandring, hvor Danmissions arbejde og kristent dagligliv kan være samtaleemnet. En mulighed under længere vandringer er, i perioder at ”gå i stilhed” hvor der gives mulighed for selvreflektion.
Tænk på deltagernes forudsætninger for at gå. Ikke kun på medvandringens længde, men også det underlag, I går på. Skal det være i byen på fliser eller asfalt, i skoven på grusstier eller ved stranden på stenet og sandet underlag. Ujævnt terræn kan give mange, især ældre, overraskende mange udfordringer og medvandringer er ikke tænkt som strabadserende vandringer. Det skal være overkommeligt for alle, så deltagerne har overskud til den refleksion, som er hensigten med medvandringerne.
Hvis du planlægger en længere medvandring, så overvej om du skal have en rygsæk med noget vand, kaffe, boller eller snacks. Som arrangør af medvandringerne, giver du deltagerne en god oplevelse, hvis der er lidt godter i din rygsæk, som du kan dele ud af. Som minimum er det en god idé at have noget vand med.
Som et bevis på at man har deltaget i en medvandring, er der produceret et særligt nøglevedhæng med glasperler, lavet af knust glas fra eksplosionen i Beirut den 4. august 2020. Perlerne er produceret i Libanon og er dermed med til at skabe tiltrængt arbejde for den trængte befolkning. Perlerne er håndlavede og dermed helt unikke og kan ikke købes andre steder i Danmark. Du kan tilbyde deltagerne på din medvandring at købe et nøglevedhæng som bevis på deres deltagelse. Derved får de en ting, der giver dem mulighed for at fortælle om deres deltagelse i medvandringen, samtidig med at de støtter Danmissions arbejde i Libanon. Medvandrings nøglevedhænget kan købes i Danmissions webshop for 75 kr.