Når livet er på spil…
Det er også kirkens opgave at beskytte naturen – Guds skaberværk. I Cambodja støtter Danmission lokale skovfolk i at bevare regnskoven.
Danmission arbejder for at værne om naturen – Guds skaberværk. Ved at fremme bæredygtighed og retfærdig brug af naturens ressourcer, så mennesker og lokalsamfund kan komme ud af fattigdom, leve værdigt og samtidig passe på natur og miljø. I regnskoven Prey Lang, der ligger i den nordøstlige del af Cambodja, har Kuy-folket brug for støtte til at passe på regnskoven.
Prey Lang-skoven ligger i et naturreservat og dens overlevelse er truet af omfattende illegal skovhugst. Store tømmervirksomheder fælder træerne, som skæres op og bruges til facader, terrasser og møbler i Kina og i Vesten. Pengene fra salget ryger enten i virksomhedsejernes egne lommer eller i lommerne på lokale myndighedspersoner, der tager imod bestikkelse for at kigge den anden vej, når træerne falder.
Andre træer fældes og brændes for at skabe plads til at dyrke afgrøder.
Men skovhugsten bidrager til klimaforandringerne og truer biodiversiteten og den lokale befolkning, der kulturelt og økonomisk er helt afhængig af regnskoven og regnskovens bevarelse. De lokale dyrker jorden, udvinder harpiks og fælder træerne i pagt med naturen. Det er også i skoven, de henter mad og samler lægeurter.
”Skoven er liv og uden den er vi alle døde,” lyder lokalbefolkningens egen beskrivelse af regnskovens betydning og alvorens omfang.
Sammen om at beskytte skoven
Danmission samarbejder med Prey Lang Community Network (PLCN) om at bevare regnskoven Prey Lang.
PLCN er en gruppe lokale skovbeskyttere, der patruljerer og overvåger, hvor mange træer der bliver fældet. De fotograferer og dokumenterer de ulovlige træfældninger og lægger billederne op på facebook for at gøre resten af verden opmærksom på det, der foregår i regnskoven. Og det virker. Store medier i Cambodja og i udlandet har fået øje på, at der er noget galt og har sat fokus på problemet.
Danmission har sammen med Københavns Universitet og en lokal it-virksomhed i Cambodja udviklet en app, der hjælper de lokale med overvågningen. I app’en kan de registrere de træer, der er blevet fældet. De kan desuden registrere skovens øvrige vegetation.
For tiden har myndighederne dog forbudt PLCN at patruljere inde i skoven.
Patruljeringen i skoven har ført til mange konflikter og sammenstød mellem lokalbefolkningen og skovarbejderne, der ofte er fattige mænd, der er sikrer deres livsgrundlag ved at arbejde for de store tømmervirksomheder.
Dialog afløser vold
Danmissions samarbejdspartner, den kristne fredsorganisation Peace Bridges, ruster medlemmerne af PLCN til at løse konflikterne med skovarbejderne, uden at det kommer til voldelige sammenstød.
Organisationen lærer f.eks. skovbeskytterne om, hvad der står i loven om skovhugst, og hvordan de kan være med til at forlange af myndighederne, at lovene overholdes. Og de lærer dem at kæmpe for skoven og for deres rettigheder med ikkevoldelige metoder, så de undgår blodsudgydelser og fængslinger.
De lærer også, hvordan man under protestaktioner spotter og stopper provokatører, som er plantet af magthaverne. Og hvordan man forhindrer, at demonstranter medbringer knive og andre våben.
Cambodja har en blodig fortid, der gør, at konflikterne ligger lige under overfladen og at volden er letantændelig. Landet led under Pol Pot og hans Røde Kmerers rædselsregime fra 1975-79 og oplevede et frygteligt folkedrab. Mindst 1,4 mio mennesker blev dræbt og næsten lige så mange døde af sult, sygdom og tvangsarbejde i arbejdslejre.
I alt blev cirka en fjerdedel af landets befolkning dræbt af landsmænd, og det har sat sig som traumer og hjerteskærende erfaringer blandt folkene i Cambodja. Det resulterer i udbredt vold i både familier og samfund.
Danmission og Peace Bridge Organization kæmper for at hjælpe cambodjanerne til at løse problemer i dialog og fredelighed i stedet for med vold.
Jubilæumssangen
Håbet er ude i verden
Tekst og musik: Per Krøis Kjærsgaard, 2021
Hent tekst og noder her